Kolding Bridge Center er klar til indvielse

 Lørdag den 5. september bliver dagen, som de lokale bridgespillere har ventet længe på. Her indvies det nye Kolding Bridge Center officielt.

I den anledning inviterer Kolding Bridge Center alle interesserede i bridge til åbningsreception, hvor gæsterne får lejlighed til selv at se, hvordan et moderne bridgecenter er indrettet.

Det ny bridgecenter ligger på Niels Bohrs Vej 3 i Kolding og er skabt efter en længere ombygningsperiode, hvor medlemmerne i Kolding Bridge Center har forvandlet en 400 m2 stor kontorbygning til et flot bridgecenter.

– Det ny bridgecenter er blevet indrettet, så de mange kvadratmeter giver medlemmerne i Kolding Bridge Center optimale forhold til at dyrke bridgen. Lokalerne er så store, at vi er i stand til at afvikle turneringer med op til 120 deltagere, fortæller Kurt Holm, næstformand i Kolding Bridge Center og fortsætter:

– Det betyder, at vi nu får langt bedre forhold til at afvikle vore store årlige turnering, Kolding Open, hvor vi plejer at kunne melde alt udsolgt.

Indvielsen af det nye Kolding Bridge Center finder sted lørdag den 5. september kl. 11-13.